Du må være Jehovas Vidne

Denne anklage har jeg mødt flere gange efter at jeg er begyndt at blogge. Af den simple grund at jeg ikke kun kritiserer Jehovas Vidner, men jeg også retter en kritik mod fremtrædende personer i miljøet omkring “x-jehovas Vidner”.

Der er også nogle gange hvor tidligere Jehovas Vidner har kontaktet mig, fordi de mente at det var bedre at jeg tav, når jeg “ikke havde noget godt at sige om foreningen for tidligere Jehovas Vidner”. De mener at når vi har en fælles fjende – Jehovas Vidner – bør jeg lade være med at kritisere foreningen.

Slutteligt har et par gamle hanelefanter i miljøet omkring foreningen for tidligere Jehovas Vidner flere gange på intimiderende vis forsøgt at trumfe igennem, hvad jeg skal og ikke skal publicere af tanker på min blog.

Jeg har igennem længere tid gjort mig tanker om hvorfor denne tilgang. Der er naturligvis flere problemstillinger i ovennævnte erfaringer. Den ene kan måske skyldes hvad mange tidligere Jehovas Vidner er opvokset i – tanken om harmoni og enighed. Alle i Jehovas Vidner er trænet til at give de samme svar på bestemte spørgsmål, som for eksempel “hvorfor må I ikke modtage blod?”, “hvorfor må du ikke komme med på lejrskole?” og “hvorfor holder I ikke fødselsdag?”. Uanset hvilket Jehovas Vidne du spørger vil svaret være nærmest som en trænet papegøje der svarer. Det kan selvfølgelig være grunden til at nogle tidligere Jehovas Vidner ikke bryder sig om min kritik af nogle fremtrædende personer, som har forladt Jehovas Vidner.

Det er ikke nemt at give slip på sin adfærd som Jehovas Vidner, hvilket jeg har beskrevet i tidligere blogindlæg. Blot fordi man har forladt Jehovas Vidner, betyder ikke at man har taget hele ens kodeks for adfærd op til overvejelse. Det kræver en enorm refleksion og arbejde med selvindsigt.

Grunden til at de føromtalte gamle hanelefanter forsøger at trumfe deres budskaber igennem, kan skyldes deres tid i Jehovas Vidner som ældste. En ældste i Jehovas Vidner er højtrespekteret og en ældstes holdninger anses – næsten – som ufejlbarlige. En kvinde eller et laverestående medlem af menigheden må ikke irettesætte en ældste. Desuden er kritik generelt meget lidt velkomment i Jehovas Vidner og diskussioner er ikke velansete.

Mit bedste bud på disse gamle hanelefanters ageren hænger sammen hermed. De har tydeligvis ikke taget et fuldt og helt opgør med deres liv i Jehovas Vidner, men er gennem deres tid i Jehovas Vidner er deres ego vokset så stort at de nu har meget vanskeligt ved at tåle kritik, også selv om den er berettiget.

Almindelig situationsfornemmelse kan selvfølgelig også være en del af forklaringen – eller rettere mangel på samme. En af de nævnte gamle hanelefanter er i hvert fald i en tilstand, hvor han måske ikke evner forståelsen af begrænsninger i eget arbejde, da han ved enhver lejlighed henviser til den bog, som han selv har skrevet, nærmest som en anden rejsende i spøg og skæmt. Han mener, at hans eget værk giver svar på alle hjørner af Jehovas Vidner – en stakkel der mere end 50 år siden han forlod Jehovas Vidner stadig ikke kan give slip. En bog som tilmed er tør som en kiks. Det er lettere at læse og forstå Homers Iliaden oversat til Esperanto end at kæmpe sig igennem bogen om Jehovas Vidners dommedag.

Jeg håber bestemt ikke at jeg har brug for at blogge om Jehovas Vidner om 30-40 år.

Afslutningsvis – til de som er i tvivl; jeg er ikke et af Jehovas Vidner. Jeg var det i omkring 30 år, men valgte herefter at forlade sekten. Jeg valgte ikke kun at forlade sekten fysisk men også mentalt. Derfor er jeg i dag i stand til at sige at jeg næsten er helt fri. Men jeg er også ærlig nok til at sige at helt fri er jeg ikke, da jeg har valgt at prioritere min familie højere end ytringsfriheden, hvilket er en væsentlig grund til bloggens anonymitet. Jeg har ladet mig fortælle at der er blevet gættet i øst og vest på hvem jeg er – hvilket kan undre mig, for det er ligegyldigt. Jeg har ikke brug for at være kendt for min fortid – jeg vil langt hellere være kendt for det jeg laver nu og i fremtiden.