Min vej ud af Jehovas Vidner

At forlade Jehovas Vidner er ikke nemt. Det bevidnes af mange fora for tidligere Jehovas Vidner. Ofte ses det at disse mennesker identificerer sig som “de udstødte” eller ex-vidner. Dermed er de ikke frie af Jehovas Vidner. Deres identitet er stadig knyttet til Jehovas Vidner. Jeg bliver især trist når mennesker identificerer sig som freedomde udstødte. Disse mennesker vælger at placere sig i en offerrolle i forhold til Jehovas Vidner.

I Danmark findes en Støttegruppe for tidligere Jehovas Vidner. Allerede på et tidligt tidspunkt i min proces omkring at forlade Jehovas Vidner, opfattede jeg denne forening
som et “bi-produkt” af Jehovas Vidner.
Ved gennemlæsning af deres hjemmeside, ses det at de er meget opslugte af Jehovas Vidners gøren og laden. De har skrevet en del artikler om Jehovas Vidner, og har været en del optaget af forhold som ikke kan dokumenteres. Eksempelvis har de fokuseret meget på skjulte budskaber i Vagttårnselskabets tegninger og fastslået at mange tegninger i Vagttårnets litteratur har været “okkulte”. Deres retorik og argumentation minder til forveksling om Jehovas Vidners.

Derfor valgte jeg at undlade deltagelse i støttegruppen. Jeg vil ikke afvise at gruppen af tidligere Jehovas Vidner kan være til hjælp for nogle, men udefra synes denne gruppe dog at rumme stor bitterhed over deres tab i Jehovas Vidner. Samtidig virker de også fastlåste, da nogle har været en del af gruppen igennem mange år, og dette er nærmest blevet deres identitet “at være x-vidner”.

Jeg ville ikke være bitter og fastlåst, jeg ville møde verden udenfor. Min overordnede strategi da jeg forlod Jehovas Vidner havde jeg tænkt over længe. Jeg havde familie i sekten, som jeg ønskede at bevare kontakten til så vidt det var muligt. Derfor ønskede jeg ikke at blive udstødt/udelukket.

Jeg var på rejse i Asien, da jeg tog den endelige beslutning om at forlade Jehovas Vidner. Inden denne rejse havde jeg gjort mig grundige overvejelser i knap 2 år omkring mit liv og min fremtid. Jeg var begyndt at læse bøger, som ikke var forfattet af Jehovas Vidner om bibelen. Jeg læste videnskabelige bøger omkring tilblivelsen af det nye testamente, som var en øjenåbner for mig omkring tilblivelsen af kristendom og det nye testamente. Desuden læste jeg bogen”Samvittighedskrise” af Raymond Franz,  tidligere medlem af “det styrende råd, som er den øverste organ i Jehovas Vidner. Bogen åbnede mine øjne for det politiske og ofte beskidte spil i Jehovas Vidner, som ikke afviger meget fra hvad man ser i moderne politik. Et spil jeg kunne genkende fra min egen gerning som ældste i en lokal menighed af Jehovas Vidner.

Læsning af sagligt materiale omkring bibelen og Jehovas Vidner, udviklede min fornemmelse til en overbevisning. Jeg måtte forlade Jehovas Vidner, da jeg ikke længere var overbevist om at bibelen er en hellig bog. Bibelen blev først endelig færdigudarbejdet i 4. århundrede af katolsk biskop. Kristendommen er i stor stil designet af den romerske kejser Konstantin som regerede fra 306 til 337. Konstantin blev først døbt på sit dødsleje, og brugte kristendommen som et middel til at styre sine undersåtter (En bog om bibelen, Lisbeth og Mogens Müller).

Det var for mig en hård proces at komme igennem, da jeg vidste at det ville betyde et farvel til at alt hvad jeg kendte og fandt trygt. Det betød mange indre kampe og til tider en tøven. Turde jeg begive mig ud i det ukendte. Jeg havde alt blandt Jehovas Vidner; min identitet, karriere, venner, moral, interesser – kort sagt alt. Jeg beskæftigede mig kun meget begrænset med den omgivende verden. Jeg havde ingen venner uden for Jehovas Vidner. Senere hen skulle det vise sig at selv banale ting som at gå på date ude i den virkelige verden var en ny ting for mig.

Ved afslutningen af min asien-rejse var min konklusion også at jeg ville stå med ingenting, når jeg forlod Jehovas Vidner.  Omvendt kunne jeg heller ikke blive, da Jehovas Vidners måde at tænke og handle på efterhånden nåede mig til kvalmegrænsen. Jeg kunne ikke være en del af det mere og medvirke til at undertrykke andre mennesker mere og prædike ting som stred imod min egen opfattelse. Derfor besluttede jeg mig for at starte på en videregående uddannelse, for at blive klogere på verden og på sigt få lov til at arbejde med noget jeg fandt meningsfuldt. Jeg ønskede ikke blot at tjene penge på at pudse vinduer, som mange Jehovas Vidner gør.

Kort efter hjemkomsten meddelte jeg også den lokale menighed at jeg ikke længere ønskede at være ældste. Det kom som et chok for menigheden og ikke mindst for de ældste, da jeg havde være meget engageret – det var i hvert fald deres opfattelse. Jeg havde helt sikkert været engageret, indtil det gik op for mig at man ikke kan ændre noget indefra i sekten. Efter at jeg trådte tilbage som ældste begyndte jeg langsomt en planlagt udfasning fra Jehovas Vidner, som varede et halvt års tid. I denne periode ophørte min aktivitet langsomt.  Jeg havde forberedt mig så godt som muligt på processen, men uanset var det ikke en nem proces, da flere af mine daværende venner forsøgte at lægge pres på mig, og når jeg takkede nej tak til deres tilbud mødte jeg vrede og foragt. Til sidst valgte jeg selv at isolere mig fra dem – nærmest en omvendt udstødelse, da jeg ikke havde overskud til at kæmpe mod dem.

Samtidig var jeg også klar over at jeg ikke skulle isolere mig fra omverdenen. Jeg forsøgte at gå i byen i den by jeg boede i, men jeg forstod ikke hvordan man går i byen, så jeg opgav mit foretagende. Men hvordan kom jeg i kontakt med almindelige danskere – dette var en gåde for mig. Jeg håbede dog på at kunne skabe nogle sociale kontakter på den uddannelse jeg startede på. Dette viste sig ikke at være nemt, da uddannelsen var en temmelig nørdet uddannelse, hvor de studerende for manges vedkommende var nørdede “gamere”. Jeg passede ikke ind i miljøet. Jeg brød mit hoved med hvordan jeg skulle få nogle sociale kontakter. Jeg begyndte at tænke i hobbyer, og efter lange overvejelser dukkede det op i min hukommelse at jeg havde været glad for volleyball i folkeskolen. Som Jehovas Vidne havde jeg ikke haft tid til hobbyer, da alt min fritid blev anvendt i sekten, så derfor var idrætsverdenen også en ny verden for mig.

Samtidig flyttede jeg også til en stor dansk by, hvor jeg kunne være mere eller i mindre i fred for mine tidligere venner i Jehovas Vidner. Jeg blev medlem af en volleyballklub og her mødte jeg en masse søde og sjove mennesker. Tiden i volleyballklubben vil altid stå som særlig god tid i mit liv. Jeg fik i klubben en social omgangskreds, da mange var studerende, og selv om de var vant til at begå sig i den virkelige verden, havde de også et behov for at socialisere, da byen for mange var fremmed.

Senere skiftede jeg uddannelsesretning, hvilket viste sig at være et vigtigt valg for mig, da jeg også her mødte mennesker som jeg var mere ligesindet med.

Dermed var jeg på vej ud i den virkelige verden – med alle dens forunderligheder.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: